Dawda Jobarteh (GM)

Med et trofast afsæt i hans vestafrikanske rødder, og med en mesterlig tilgang til hans instrument, Koraen (en vestafrikansk form for harpe/lut med 21 strenge), er Dawda Jobarteh et strålende eksempel på, hvor langt musik kan rejse, så længe det drives af talent, spilleglæde og kreativitet. Taget i betragtning at både Dawda Jorbartehs far og bedstefar gjorde Koraen til deres levevej (den førstnævnte som fortrukken musiker hos Gambias første præsident, og den anden som forgangsmand for Koraens internationale muligheder), er det ingen overraskelse at instrumentet falder ham helt naturligt, og udøves med overbevisende kunstnerisk ro. Bosiddende i Danmark har Dawda Jorbartehs igennem mange år turneret både ind- og udland, imens han flittigt har udforsket Koraens muligheder i jazzens verden, hvor han har modtaget stor ros. Når Dawda Jorbarteh i år gæster det turkise telt bliver det helt solo, og publikum kan derfor se frem til at opleve den erfarne musikers evner helt tæt på.

 

Dawda Jorbarteh spiller i det turkise telt lørdag d. 9. september klokken 18:00