det turkise telt søger ny projektmedarbejder

det turkise telt søger ny projektmedarbejder
med interesse for produktion og oplevelsesdesign

Brænder du for at arbejde indenfor musik- og kulturbranchen?
Tror du på diversitet og mangfoldighed præsenteret i kunstneriske rammer?
Har du mod på at tage ansvar for planlægningen og udførelsen af ambitiøse musik- og kulturarrangementer?
Så er det muligvis dig, vi søger!

 FOTO: MADS CHRISTENSEN

FOTO: MADS CHRISTENSEN

ET ARBEJDE MED FORMÅL

Foreningen Det turkise telt har som formål at vise mangfoldigheden i samfundet gennem musik, kunst og kultur. Vi skaber tværkulturelle og inkluderende kulturoplevelser, og er blandt landets førende indenfor præsentationen af det der populært betegnes verdensmusik – et musikudtryk vi ønsker at udfordre. Vi ønsker at igangsætte en publikumsudvikling, som fokuserer på at nedbryde fordomme overfor det fremmede og de hæmninger, der er i mødet med det nye og ukendte. Det turkise telts arrangementer er gennem årerne blevet anerkendt både lokalt og nationalt i form af prisoverrækkelser til AOA Awardshow og DMA World. Arrangementerne tæller bl.a. det årlige det turkise telt samt i det seneste år Roots&Hybrid Festival og Reflections. I 2019 er potentialet større end nogensinde, og i realiseringen heraf kan du få en central rolle.

ARBEJDSRAMMER

Som projektmedarbejder vil du blive en del af en dynamisk projektgruppe på en håndfuld personer, som står med det overordnede ansvar for at skabe og drive projekterne i det turkise telt. Projektgruppen er en ung, kreativ og initiativrig gruppe, som udover de individuelle ansvarsområder arbejder tæt sammen og i det hele taget er organiseret ud fra en flad struktur. Projektgruppen har sin daglige arbejdsgang på vores kontor ved Frontløberne i Aarhus.

Vi søger en profil, som udover de mange fælles arbejdsopgaver, skal varetage opgaven indenfor produktion og oplevelsesdesign. Et område som er utrolig vigtigt i udformningen og indretningen af foreningens arrangementer. 

VI TILBYDER, AT DU:

  • Bliver en del af en dynamisk og dygtig projektgruppe

  • Udvikler en bred række kompetencer indenfor kulturproduktion

  • Stifter bekendtskab med spændende aktører og samarbejdspartnere i musik- og kulturbranchen

  • Bliver en del af et fællesskab drevet af en tro på at skabe blivende forandringer i kulturlivet

  • Bliver en del af kontormiljøet ved Frontløberne

VI SØGER EN PERSON DER:

  • Brænder for at arbejde hands-on med kultur

  • Evner at tage ansvar og arbejde målrettet

  • Evner at arbejde både selvstændigt og i samarbejde med andre

  • Er kreativ, alsidig og initiativrig

  • Har relevant erfaring indenfor ansvarsområdet

  • Evner at kunne arbejde med frivillige

 FOTO: KEES KUYPERS

FOTO: KEES KUYPERS

ANSÆTTELSESVILKÅR

Vi ønsker som udgangspunkt at ansættelsesperioden skal være minimum et halvt år og senest kunne træde til fra d. 15. januar. Stillingen er honorarlønnet, med et lønniveau svarende til et studiejob. Arbejdstimerne er derfor også fleksible, og med god mulighed for at tilrettelægge dem ved siden af studie eller andet arbejde. Der forventes altså at det ikke er lønnen, men lysten, der driver dit arbejde.

Hvis du er interesseret, men har yderligere spørgsmål vil vi glædeligt besvare disse. Handler det om det daglige arbejde og det turkise telts projekter generelt kan du fange projektmedarbejder Thomas Beyer på 60210811 eller thomas@detturkisetelt.dk. Drejer det sig om foreningens overordnede struktur kan du fange bestyrelsesformand Johannes Ejerskov på 60209591 eller via mail forening@detturkisetelt.dk.

Send en motiveret ansøgning på max 1 A4 side samt eventuelle bilag såsom CV til ovenstående forenings-mail. Vi holder samtaler i starten af det nye år, med henblik på ansættelse fra midt januar. Ansøgningsfristen er fredag d. 21. december.
Vi glæder os til at høre fra dig! 

Med inviterende hilsen,
/det turkise telt 

Se mere af hvad du kan være med til skabe i videoerne herunder: